Loading...
kæledyr

Gode råd til anskaffelse af kæledyr

Er børnene ved at være store nok til at få en firbenet ven, men er du usikker på, hvilket kæledyr I skal vælge? Læs med her, og bliv klogere på området.

Mange familier vælger hvert år at anskaffe et eller flere kæledyr, som kan følge børnene i deres opvækst. Men før du styrter ned på det nærmeste internat eller kontakter en opdrætter, er der nogle forhold, du bør sætte dig ind i – især hvis du ikke førhen har haft med dyr at gøre.

 

Hunden – menneskets bedste ven

Når det kommer til familiedyr, er hunden nok det dyr, der står øverst på ungernes ønskeliste – især når de har nået en alder, hvor den firbenede kan agere følgesvend på diverse eventyr. Hunde er populære som legekammerater, idet de – i modsætning til de fleste katte – hurtigt og nemt kan lære at adlyde og udføre simple kommandoer. De fleste hunde har jagtinstinkt, hvilket gør dem gode til at hente bolde, pinde og hvad man ellers kunne forestille sig at kaste med.

 

 

En hund kan være barnets ven, beskytter og sjælesørger på én og samme tid. Det er ikke ualmindeligt at se hunde anvendt som terapidyr i forbindelse med behandling af eksempelvis angst, autisme eller ADHD hos børn. Der eksisterer et særligt bånd mellem børn og hunde – måske fordi hunden instinktivt ved, at den skal passe på det sårbare barn, og fordi barnet engang imellem har brug for en ven, som ikke dømmer eller modsiger det, men blot giver kærlighed uden betingelser.

Når det er sagt, bør du ikke styrte ud og anskaffe en hund, blot fordi barnet plager om én. Du skal være indstillet på selv at tage det fulde ansvar for hundens trivsel og sundhed – dette ansvar kan du ikke lægge på et barn. Du kan ikke med rimelighed forvente, at et barn skal gå tur med hunden tre gange om dagen, selvom det sværger og lover. Derfor er det vigtigt, at du vil hunden mindst lige så meget, som barnet vil den – og at du kan løfte opgaven som ansvarlig voksen.

 

Hvad koster en hund?

Prisen på anskaffelsen af en hund varierer utroligt meget afhængig af hundens race, størrelse og type. Nogle opdrættere kan sagtens finde på at tage over 20.000 for en hvalp med den rette stamtavle, hvor du på et internat kan anskaffe en hund for få tusinde kroner.

 

 

Uanset hvad du har måttet betale for din hund i anskaffelsen, skal du dog regne med også at bruge penge på hundens pleje, fodring og forsikring hver måned. Som hundeejer skal du for eksempel have en lovpligtig ansvarsforsikring, som dækker, hvis hunden gør skade på mennesker eller materiel.

Derudover er det en rigtig god idé at have en dyreforsikring, som kan dække det meste af en stor dyrlægeregning i tilfælde af, at hunden skal indlægges på et dyrehospital og måske endda opereres. Der skal købes nyt legetøj, når det gamle er bidt i stykker, og så skal hunden have hundefoder, diverse kosttilskud og godbidder. Alt i alt repræsenterer en hund altså en stor økonomisk forpligtelse, som du skal være sikker på at kunne leve op til.

 

Katten – den elegante musefænger

Katten er det mest populære familiedyr i Danmark. Rundt omkring i de danske hjem lever over en million katte af forskellige racer, typer og køn. En kat er typisk billigere i anskaffelse end en hund, hvilket er den mest hyppige årsag til, at familier vælger at anskaffe sig en sådan – og så kræver den knap så meget pasning i dagligdagen.

 

 

En kat kræver ikke samme grad af opmærksomhed som en hund. En kat skal ikke luftes flere gange dagligt, og den har som regel ikke brug for så megen aktivering heller. Katte er gode til at passe sig selv, men kan dog stadig være meget sociale og loyale, hvis du behandler dem godt.

Kort sagt: Katte nemme at holde som kæledyr, idet de kan være alene hjemme og sagtens kan underholde sig selv.

 

Hvor kan jeg købe en kat?

Det er i reglen ikke vanskeligt at anskaffe en kat. Dit lokale dyreinternat vil som regel bugne af uønskede katte, idet mange mennesker ikke sørger for at neutralisere deres dyr.

 

 

Det betyder, at der hvert år kommer et hav af uønskede killinger til verden, hvoraf mange havner på internater rundt omkring i landet. Ser man bort fra prisen på neutralisering, chipmærkning og vaccination, kan du altså erhverve dig en killing eller en voksen kat på et internat – og så slipper du for at betale mange tusinde kroner for en racekat hos en opdrætter.

 

Kaniner – søde og sjove

Det tredjemest populære kæledyr i børnefamilier er kaninen. Som det er tilfældet med katten, er det nemt at anskaffe en kanin – også her er det blot et spørgsmål om at opsøge et lokalt internat. Vælger du mere end én kanin, bør de neutraliseres, da to kaniner meget hurtigt bliver til utroligt mange af slagsen.

 

 

Kaniner har den fordel, at de kan holdes udendørs, såfremt du er i besiddelse af et isoleret kaninhus. Vælger du at holde kanin udendørs, bør du have mere end én kanin, idet den ellers vil komme til at føle sig ensom. Kaniner sætter pris på at være i selskab med mennesker – og du kan faktisk godt træne en kanin til at gå på bakke, hvis du ønsker at have kaninen hos dig i stuen. Du bør dog sørge for, at skærme ledninger med kabelsokker, da kaniner elsker at gnave i plastik.

 

Hvad spiser en kanin?

Kaniner er vegetarer, og spiser både græs og planter. Holder du kanin, bør du sørge for, at kaninen har adgang til såvel bladgrønt som hø og grøntsager – og det er en god idé at give kaninen en gren, den kan gnave på. Kaniners tænder vokser konstant, idet kaniner er gnavere, som i naturen vil gnave på alt fra træstammer til bladstænger og grene. Slides tænderne ikke tilstrækkeligt, skal du lade dyrlægen file dem, ligesom kaninens kløer også i ny og næ skal have en klipning.

 

Når du og familien har besluttet jer for at anskaffe et kæledyr, er det essentielt, at alle familiens medlemmer anerkender vigtigheden af at behandle dyret med værdighed og omsorg. Det er ikke blot et dyr, I anskaffer – det er et nyt medlem af familien, og I har alle ansvar for at dyret trives og har det godt.

God fornøjelse med det nye familiedyr!

FAQ BOKS

Findes der forskellige kaninracer?

Inden for kaniner findes der et bredt spektrum af racer og størrelser. Den største og tungeste kaninrace kaldes en Belgisk Kæmpe, og kan veje op imod 12 kg. Den mindste kaninrace er den søde Hermelin kanin, som har meget små ører og vejer omtrent et kilo.

Hvilken hunderace er bedst?

Der findes mange forskellige hunderacer og typer, og de har hver sit special område. Du bør altid vælge en hunderace med et godmodigt temperament som familiehund. Blandt disse finder vi eksempelvis Golden Retriever, Labrador Retriever og Labradoodle, som er en blanding mellem en Labrador Retriever og en Puddel.

Kan man vaske en kat?

Hvis din kat har rullet sig i gødning eller i et ådsel, kan du godt give din kat et bad. Det samme gælder hvis den har fået lopper og derfor skal have et loppebad. Det er ikke sikkert den bryder sig om det – men behandler du den ordentligt og kun vasker den med baby shampoo, tager den ingen skade.